Et par hundrede meter fra Mikael Wiehes andelslejlighed – i retning af Gustav Adolfs Torg – nær Malmö centrum knejser gigantiske kraner over en byggeplads, der inden længe vil fremstå som endnu et monument på kapitalens kraft.
Skånes svar på indkøbstemplet Fields.
Symbolikken er til at få øje på fra den svenske musiker, komponist og forfatters vinduer.
Som den var det, da han for nylig fløj til Santiago de Chile og sang sin sang om Victor Jara (symbol på menneskerettigheder og retfærdighed i Sydamerika, red.) på et museum til minde om dem, der blev dræbt og tortureret under general Pinochets diktatur.
Solidaritet har altid været et nøgleord for den svenske samfundsrevser, der gennem årtier har skrevet tekster og spillet musik til ære for blandt mange andre sandinisterne i Nicaragua, palæstinenserne i Gaza, revolutionære i Cuba og EU-demonstranter i Göteborg.
”Nysgerrigheden driver mig. Jeg interesserer mig for alt muligt. Mig selv. Mine relationer. Samfundet, jeg lever i, og verden udenfor. Da vi var unge, syntes vi, at vi opdagede noget. At vi pludselig forstod sammenhænge i en ny og anderledes verden omkring os. Jeg læste sociologi på universitetet i Lund og kom i miljøer milevidt fra opdragelsen i min egen borgerlige familie. Jeg fik åbnet mine øjne! Og begejstringen over at kunne formulere al dette gennem sangtekster var stor. Jeg skrev også en kærlighedssang indimellem, men jeg skrev først og fremmest om ting, der lå uden for mig selv. Det handlede om verden og de mennesker, jeg så og lærte om derude. At min næstsidste plade er kommet til at handle om en aflyst skilsmisse, drømte jeg således ikke om, da jeg var 25 år. Men tingene og forudsætningerne ændrer sig hele tiden i ens liv. Og jeg skrev jo også sange om min reelle skilsmisse for snart mange år siden. Dengang tænkte jeg, at Mikael Wiehe ikke skriver den slags sange, men netop derfor gjorde jeg det. Jeg har altid haft politiske mål, men jeg er ikke politiker. Jeg er sangskriver – en slags kunstner kan man måske sige. Jeg bliver ved med at stille spørgsmål ved samfundsudviklingen og verden omkring mig. Men man skal også hele tiden sætte spørgsmålstegn ved sig selv. Hvad man laver? Hvem man er? Kun derigennem bliver det interessant for andre mennesker at forholde sig til. Mit liv er på mange måder lige så forudsigeligt eller uforudsigeligt som andre menneskers, men jeg forsøger hele tiden at flytte mig, selvom det kan gøre ondt, når man opdager, hvor mange dårlige sider der dukker op undervejs – når man skal skilles eller ens hustru begynder at danse tango med en fremmed mand. At sætte ord på er en slags overlevelsesstrategi for mig, for når alt falder sammen i ens liv, så kan man da i det mindste blive ved med at arbejde. Så, ja, jeg er nysgerrig. Jeg elsker at fortælle. Jeg holder af at finde de ord, der dækker min fortælling. Og hvad skulle jeg i øvrigt ellers give mig til?”

Politiker?

”Da jeg var ung, var jeg meget aktiv i det politiske miljø i Malmö. Vi kæmpede mod politiet og politikerne om alting. Jeg så, at man skulle have personlig magt og være i stand til at organisere folk for at kunne agere som politiker. Man skal være en magtfaktor i sig selv! Og det gad jeg ikke, for det fik nogle negative sider frem i min karakter, som jeg ikke brød mig om. I dag har jeg en form for magt i kraft af min position, men det er ikke en magt over andre mennesker. Jeg respekteres for det jeg laver og har en påvirkningskraft, som jeg er mig bevidst. Inden den store antinazistiske koncert (Artister mod nazister 2001, Globen, Stockholm, red.) ringede jeg til arbejdsgiverforeningen og sagde, at jeg havde fået 2 millioner fra LO, 2 millioner fra et forsikringsselskab og 5 millioner fra regeringen. Og så ville det jo se dårligt ud, hvis arbejdsgiverne ikke spyttede i bøssen. Dette kunne jeg gøre i kraft at min position som sangskriver og debattør. Om jeg kunne være blevet en god politiker, ved jeg ikke. Det er et hypotetisk spørgsmål, som aldrig bliver besvaret. For mig var sagen klar. Jeg skulle skrive sange og skabe musik for alle. Fællesskaber fascinerer mig. Hvordan andre mennesker lever og har det optager mig. I dag er jeg ikke socialist, jeg er venstreekstremist. Verden har gennem årene flyttet sig mod højre på den politiske skala, mens jeg bare bliver stående. Og jo mere mod højre verden rykker sig, desto mere ekstremistiske syner vi på den modsatte fløj. For mig er dette at være venstreekstremist ikke noget skældsord, men jeg siger det også en smule provokativt og med ironiske distance. Det er længe siden jeg afsvor mig kommunismen. Det skete, da jeg forstod, at der ikke var nogen sammenhæng mellem real- og idealkommunismen.  Efter udviklingen i Sovjetunionen følte jeg ikke længere, at jeg kunne stå inde for projektet og besluttede mig efter imperiets fald for at kalde mig venstreekstremist, da jeg på den måde hverken følte, at jeg havde bøjet af eller opgivet tanken om et samfund på fællesskabets præmisser. Som kunstner har jeg altid holdt meget af at kunne bevæge mig frit uden at være låst af politiske manifester eller dogmer i et bestemt parti. Det er mit store privilegium, at jeg kan ringe rundt til kollegaer i branchen og bede dem stille op, uanset om det handler om et EU-topmøde, kulminearbejdernes vilkår, palæstinensernes rettigheder eller noget helt andet.”

Altså en art moderne international meningsmager med base i Skåne?

”Det kan du sige, men pointen er den, at jeg ikke blot gemmer mig i Malmö. Jeg laver noget sammen med andre mennesker. Om det er Lisa Ekdahl , Lars Winnerbäck eller de bedste hip-hoppere som Timbuktu eller Petter her i landet, så giver det mig ny energi og næring at skabe noget sammen med andre. Sådan er vi mennesker. Vi trives med fællesskaber og nye veje – ellers går vi i stå som individer. Og jeg gider ikke at sidde sur og tvær tilbage, selvom jeg snart er 65 år og kan mærke, at kræfterne ikke er, som de har været. For nogle år siden mistede jeg hukommelsen og fik et blackout på scenen i Linköping. Jeg tog mit liv op til revision og satte tempoet lidt ned, men det er vigtigt for mig hele tiden at tage livtag med livet. Jeg vil ikke leve på fordums meritter. At jeg har spillet for samtlige socialdemokratiske statsministre siden Tage Erlander giver kun mening, hvis jeg fortsat holder mig skarp i tungen. Altså hvis jeg bliver ved med at sige ting og skrive om den danske pølsefacisme, forholdene i Castros Cuba og netpiraterne, der stjæler min musik.”

Mikael Wiehe har haft store slagsmål med folkene fra The Pirate Bay i Sverige, der gratis henter musik ned via nettet.
”Tyveri af min musik og dermed min tid.”
Men at det så også er piraterne, der fortsat sender penge gennem Flattr til Wikileaks og stifteren Julian Assange, betyder at de stridende parter efter al balladen om musikrettigheder kan dele interessen for åbenhed i verden.
”Og da Hoola Bandoola Band hvert år deler en pris ud til minde om Björn Afzelius, morede vi os alle, da vi i år gav den til en af de ledende i The Pirate Bay. Pengene gav de i øvrigt videre til Bradley Manning, som jo er den, der er anklaget for at have fodret Wikileaks med fortrolige papirer om krigen i Irak og Afghanistan. At uddele prisen og derefter spise en god middag, drikke noget sprut og diskutere vore uenigheder giver mening i mit liv.”

Og Mikael Wiehe er et meget socialt menneske, der gerne udnytter enhver given lejlighed til at markere et synspunkt.
Som nu da man – måske uden rigtigt at have tænkt sig om – hyrede ham, den dansk-svenske kunstner (faderen var dansk journalist og modstandsmand under besættelsen, mens moderen rejste tilbage til Sverige i krigsårene efter at have uddannet sig som keramiker i København, red.) til at markere et jubilæum for Øresundsbroen.
Med egne ord var Wiehe ”skide nervøs”, men han greb tilfældet og talte direkte til de kongelige om forholdet mellem Sverige og Danmark:
 ”Sverige har altid været Danmarks storebror. Rigere, større, stærkere. Svenskerne har altid elsket danskerne, de røde pølser, de grønne Tuborg, de gule halmtage, den blå himmel, Tivoli og Christiania. Svenskerne elsker lillebror! Men nu er storebror lidt bekymret over, at lillebror har fået en prygelknabe, han hiver i turbanen og sparker på, når ingen ser det. Det er en skam for Danmark med den fremmedfjendtlighed.
De kongelige applauderede.
Kronprinsesse Victoria klappede højest.
Mikael Wiehe havde mødt hende tidligere, da han var inviteret til Stockholm under Nelson Mandelas besøg i Sverige, så da han organiserede koncerten Artister mod nazister mødte prinsessen op og var ”skide charmerende”.
”Jeg, der bestemt ikke er royalist, har fået mig en ny ven. Og selvfølgelig spillede jeg til den republikanske fest sidste sommer, da hun blev gift. Sagen er den, at jeg kan have hvem som helst i båden, hvis det tjener et godt formål.”

Hvorfra dette mandat til at tale med og til hele nationen?

”Hoola Bandoola Band var meget respekteret i Sverige og Norden op gennem 1970`erne. Det var med til at skabe den platform som jeg siden har ageret på. Og jeg har som sagt valgt aldrig at agere på den realpolitiske scene, selvom jeg indimellem har været fristet. Da min stærkt agitatoriske udgivelse mod den borgerlige regering udkom i 2010, måtte jeg erkende, at Mona Sahlin, Göran Persson og socialdemokraterne selv havde gødet jorden for den nuværende regering og dens liberalistiske reformer. Men selv i min frie position turde jeg ikke sige det højt før sidste valg. Jeg begyndte at tænke taktisk – og det vil aldrig ske igen. Mit publikum må kunne stole på, at jeg siger sandheden. At jeg ikke pakker tingene ind. Det er derfor, jeg ikke skal være politiker. Min berettigelse er som sangskriver at sætte ord på det samfund, vi lever i til enhver tid. Og i dag er det pay back time. Borgerskabet betaler tilbage. Det borgerskab der aldrig har tilgivet, at arbejderklassen og socialdemokraterne tog magten og ændrede Sverige på alle måder.”

Og konsekvensen er?

”At nyliberalisterne forsøger at tilbageerobre magten på alle niveauer i samfundet, selvom dette er en umulig opgave i en moderne verden. Politikerne har for længst mistet grebet om magten. Teknologien, computerne sætter dagsordenen. Se blot udviklingen i Tunesien, Egypten og Libyen i disse dage. Masserne kan ikke holdes nede. Beatles var de første til at bruge synthesizere sidst i tresserne. Da blev revolutionen allerede indledt. Godt ti år senere kom pc’erne. Mulighederne var endnu ikke store og verdensomspændende, men de fandtes. Med Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien spredte de nyliberale tanker sig med lynets hast. Selv folkhemmet kom under pres. Og helt galt gik det, da Sovjetunionen faldt sammen. Man kan sige meget dårligt om styret i Kreml, men det var en modmagt til liberalismen fremmarch. Da først unionen faldt sammen, og siden muren i Berlin, havde spekulanterne og pengemændene frit spil. Jeg siger ikke, at vi skal have planøkonomi i hele verden, men vi bliver nødt til at regulere tingene og skabe en mere solidarisk verden. Og klassekampen er bestemt ikke død, selvom folk i Sverige og Danmark er ved at gå til i fladskærme og forbrug. Forude venter nye tider. Vi skal vænne os til at nøjes med mindre – meget mindre. Vore unge kan ikke finde arbejde, og arbejdspladserne flytter væk fra Skandinavien. Vi har ikke helt forstået det endnu, men det kommer. Jeg kan se, hvordan mine egne veluddannede børn hakker sig gennem livet med midlertidige jobs og kortsigtede løsninger. Folk i Sverige er usikre. Stilheden sænker sig, alle bøjer nakken og finder sig i arbejdsgivernes luner. I Sverige siges det, at man ikke kan vinde et valg, uden at middelklassen i Stockholm er med på holdet. Socialdemokraterne slås derfor med de borgerlige på de borgerliges vilkår for at vinde dem for sig. Den gamle arbejderklasse og folk på landet føler sig udenfor. De leder efter syndebukke. Dem har de fundet blandt de fremmede – dem med sort hår og mørk hud. De søger nu efter politikere at stemme på, som vil smide dem ud af landet. Og går det for langsomt med politikerne, så skyder vi dem selv egenhændigt ned på åben gade her i Malmö. Stemningen er ond i Sverige i disse år.

Set med en kunstners blik – hvorfor?

”Det startede efter mordet på Palme. Mange hadede Palme. Han var om nogen en overklassedreng fra en adelsfamilie. At han blev socialist og verdensmand tålte hans egne ikke. Han havde forrådt dem! Og uanset hvem der slog ham ihjel, så var der mange her i landet, der skålede, da han var ryddet af vejen. Stemningen i dagens Sverige gør det lettere for en mand fra en skytteforening her i Malmö at cykle ud med sin riffel og skyde på sagesløse fremmede, for når man på landsdækkende tv og radiokanaler uhindret kan hetze de fremmede, så gødes jorden. Det er min pligt at gøre opmærksom på den slags. Også selvom det har betydet, at jeg selv har haft nazister stående uden for min bolig med en bombe. Mine børn snittede bagefter en pind, jeg kunne forsvare mig med. Og min kone, der er fra Chile, sagde blot, at Victor Jara aldrig ville have bøjet sig for diktaturet i Chile. Jeg vil heller ikke bøje mig for folk, som vil bestemme, hvad jeg må sige og skrive. Den antinazistiske koncert i Stockholm var dengang mit svar til nynazisterne.”

Koncerten skabte en masse opmærksomhed og gav stort overskud.
Penge som Mikael Wiehe altid har sat en ære i at dele ud til trængende, set i hans verdensoptik.
”Jeg har altid nydt at give penge til ofrene for diktaturer eller andre undertrykte. Måske kunne jeg have været en mere holden mand i dag, om jeg havde været lidt mere egoistisk, men jeg mangler ikke noget. Mine børn og mine hustruer har heller ikke manglet noget. Når vi havde penge, tog vi på ferie, og havde vi ingen penge, så rejste vi ingen steder. Da Bjørn (Afzelius, red.) i sin tid havde succes med Anne Linnets Tusen Bitar, drog vi sammen til Norge og stod på ski med vore familier. Jeg har også fået en del priser undervejs. Især er jeg stolt af de danske Jord & Betonarbejderes antinazistpris. Jeg har også arvet. Pengene, der er kommet ind på den måde – altså penge jeg ikke har tjent i mit ansigts sved, deponerede jeg på en konto. For dem har jeg for nylig købt 60 kvadratmeter lejlighed i Malaga, hvor jeg kan arbejde i fred. Der sker noget med mig, når jeg kan trække mig tilbage uden telefon og computer og se solen stå op over bjergene. Kreativiteten øges. Jeg bliver meget effektiv. Og jeg skal være effektiv, for jeg har ikke så mange timer længere dagligt, hvor jeg er skarp i tanken. Jeg kan ikke have så mange bolde i luften længere.

Trods det oversatte Mikael Wiehe sidste år Leonard Cohens sange til en cd med Ebba Forsberg, udgav ny musik på cd `en Ta det tillbaka samt bogen og 16-cd-boksen Aldrig bli som ni.
Og 2011 bliver for alvor et år i kammeraten Björn Afzelius` tegn.
Hoola Bandoola forenes 40 år efter etableringen og spiller Sverige tynd.
”Nu er det nu. Vi er fem tilbage fra originalorkesteret, der har holdt sammen gennem alle årene. Vi har de senere år uddelt den årlige Björn Afzelius-pris, spist middage og hygget os og er nu blevet enige om at drage på en sidste fælles turné, inden vi begynder at dø. En sidste dans med Hoola Bandoola Band! Vi glæder os helt vildt – og håber også at nogle af de store festivaler i Danmark vil se os. Det vil være en drøm for os alle at stå på scenen i Roskilde og mindes Björn.”

Du taler så pænt om ham, men hvad med rygterne om rivaliseringen mellem dig og Björn?

”Selvfølgelig var der diskussioner – det vil der altid være, når mennesker med stærke meninger mødes. Men det eneste Björn og jeg reelt var uenige om gennem vore 29 fælles år var hvem der havde den bedste guitar. Björn hævdede, at hans guitar var fire gange bedre end min, da den havde været fire gange så dyr. Jeg derimod hævdede, at min var fire gange bedre end hans, da min var fire gange billigere og dermed fire gange folkeligere end hans – og dette var et tungtvejende argument i 1970`erne. Men Björns var bedst, jeg fik den af ham, da han døde. Først og fremmest ser jeg mine år med Björn og Hoola Bandoola som én lang optur. Sammen med dygtige musikere levede vi en drøm ud gennem orkesteret. Selvfølgelig var vi også heldige, men det handler også om at være parat, når heldet kommer. Vi øvede altid hele koncerten igennem to gange om eftermiddagen, inden vi gik på scenen om aftenen. Vi arbejdede som heste, indtil et par af medlemmerne fik familie og ikke ønskede at turnere længere. På det tidspunkt havde Björn netop fået et kæmpehit med Juanita på bandets sidste pladeudgivelse. Vi kunne have rejst rundt i Danmark og resten af Skandinavien og tjent masser af penge, men vi ønskede ikke at tage to nye medlemmer ind. Vi splittede op og gik vore egne veje med egne bands, indtil vi nogle år senere stillede op til fælles koncert til støtte for El Salvador. Men Björn og jeg var hele tiden en del af hinanden og vore familiers liv. I mange år boede vi dør om dør i Malmö, hvor jeg lærte ham at drikke ordentlig rødvin til maden. En af de mange gode ting, der kom ud af bruddet med Hoola Bandoola, var, at Björn lærte at skrive sange. Jeg var meget kritisk over for ham, og i dag tænker jeg, at jeg godt kunne have været mere generøs. Jeg sagde ofte, at den sang, han netop havde skrevet, den havde jeg jo allerede skrevet. At han måtte finde sin egen stil. Det gjorde han. Det var godt for Björn og det var godt for vores venskab. Inden da var jeg storebror og han lillebror. Det gik fint for ham og fint for mig, men på et tidspunkt gik det ikke så godt for Björn, inden han udgav pladen Innan Tystnaden. Han var sikker på, at han efter den ikke kom til at lave flere plader. Men på den var Säng till Friheten. Derefter tog hans karriere for alvor fart, og han fik et publikum, der var meget større end mit. Lillebror havde simpelthen overhalet storebror.”

Og hvilken betydning fik det for jeres forhold?

”At vi var ligeværdige. Björn havde et fantastisk øre for musikken og tog det med rank ryg, at jeg var den, der som oftest fik kritikernes roser. Alle, der mødte Björn, holdt af ham, selvom han var et stridbart gemyt. Musikkritikere brød han sig bestemt ikke om. Han mente, at de skrev, fordi de ikke selv kunne blive musikere. Efter hans død erkendte en af Sveriges førende kritikere, at Björn havde haft en pointe – og at han selv fortrød sine kritiske skriverier. Björn og jeg havde nogle meget lykkelige og ukomplicerede år sammen, inden han døde i 1999. Han spillede de sange med sine bands, som jeg ikke brød mig om, og jeg mine sange med mine bands. Sammen drog vi ud i verden med vore guitarer og spille sangene, vi begge holdt af. Efter hver anden koncert donerede vi overskuddet til Chile, Amnesty eller andre mennesker over hele verden. Sådan skulle det være for os. Vi betragtede disse fælles koncerter som en slags hobby. Og modsat i Hoola Bandoola Band kom vi altid sent frem til spillestedet og lavede sætlisterne i sidste øjeblik. Vi havde hele tiden en dialog kørende med publikum og greb nuet. Efter koncerterne drak og diskuterede vi natten lang. Et par år efter Björns død forstod jeg, at det måske egentlig var disse fælles optrædener, der var vores hovedformål, mens vore egne bands var hobbyen. Vi havde en indre ro og hvilede i hinandens selskab. Det har taget mig mange år at forlige mig med Björns død. Han skærpede min lyst til livet – min opmærksomhed og nysgerrighed. I dag erkender jeg, at døden kom til at betyde, at jeg måtte eksperimentere med livet uden ham.

På hvilken måde?

”Jeg måtte tage nogle skridt som mennesker og kunstner, som jeg nok ikke havde taget med Björn ved min side. Uden ham har jeg ikke haft muligheden for at blive magelig. Jeg har fortsat stor lyst til at tage del i verden og flytte mig for at kunne lave endnu en plade. Jeg er taknemmelig over, at ordene og musikken fortsat kommer til mig. At jeg stadig kan vågne om natten og skrive ord eller tale dem ind på min diktafon. Ord der næste morgen kan bruges sammen med ord, jeg har i mine notesbøger. Så sætter jeg mig ved min mors gamle flygel eller griber guitaren og forsvinder ind i min egen verden. Nogle gange bliver det en fin tekst og et fint stykke musik ud af det, men man kan aldrig vide. Det opdager man ofte først længe efter – når man står på scenen. Og jeg holder fortsat af møderne med mit publikum. De er også en nødvendighed. Jeg solgte omkring 20.000 eksemplarer af min seneste udgivelse. Et udmærket salgstal i dag, men du kan ikke leve af det. Du skal ud på landevejen. I mange år har jeg spillet omkring 100 koncerter om året. Da jeg var yngre skulle der gerne brændevin og søde piger involveres, men i dag spiser jeg en middag uden tilsætning af alkohol inden koncerten og drikker bagefter danskvand og læser gode bøger på hotelværelset. Jeg ryger ikke længere og er nærmest afholdsmand. Det lyder kedeligt, men det er det ikke. I dag stiller jeg på en måde større krav til mig selv, end da Björn og jeg turnerede. Jeg har kun én stemme – og den passer jeg på. Det skylder jeg mig selv og mit publikum,” fastslår Mikael Wiehe og trækker sig tilbage i selvvalgt eksil efter endnu en koncert i Danmark.